BORCHER FAMILY WINES VINE

Vi plantede SĒPIŌ Vineyard i 2009 med mere end 12.000 vinstokke, hvoraf hovedparten er Cabernet Sauvignon. Vinmarken er beliggende på en sydvestvendt skråning cirka 500 meter over havets overflade i en kombination af terrasserede og tætte rækker. Druerne har optimale vækstbetingelser, da de om dagen er eksponeret til nord californiens varme sol, og om natten bliver kølet ned af kold tåge fra Stillehavet. SĒPIŌ Vineyard er etableret i et grænseland mellem varme og kulde, frodig skov og bare bjergtoppe, og det er her på kanten af hvad der er muligt at dyrke, at vores druer henter deres helt unikke karakter og udtryk.

Vores ambition er at fremstille vin af kompromisløs kvalitet og som repræsenterer SĒPIŌ Vineyard’s unikke beliggenhed og klima.

Ved høst håndplukker og håndsorterer vi alle druer og fermenterer udelukkende med den naturligt forekommende gær fra marken. Druerne presses ned manuelt hver sjette time gennem hele fermenteringsprocessen som foregår i åbne ståltanke. Minimal intervention, respekt for naturen og ”old world” fremstillingsteknikker udgør kernen i vores vinfilosofi.

Når vinen er færdig fermenteret lagres den på franske egetræsfade i en bjerggrotte gravet ud dybt under jorden, hvor temperatur og luftfugtighed er konstant og optimal året rundt. Når vinen er klar til at komme på flaske, håndterer vi den igen så nænsomt som muligt. Vi bruger ingen pumper, vinene er hverken filtreret eller ’fined’, og både propper og mærkater påføres med håndkraft.